Altertavlen

Det næste, der fanger øjet er kirkens altertavle. Den blev skænket til kirken i 1918 af familien Dæhnfeldt.

Axel Poulsen (1887-1972) skar den flotte egetræstavle, som forestiller stalden i Betlehem, hvor det nyfødte Jesusbarn tilbedes af de hellige tre konger og hyrderne. På taget spiller og synger englene “Fred på jorden ....”

Axel Poulsen var bl.a. uddannet af Joakim Skovgaard, og hans stil er kendetegnet ved folkelighed og enkelhed. Både materialet og linjeføringen er robust og kraftfuld, men samtidig forfinet igennem den forgyldning efter middelalderlig skik, der kom til i 1926.

Hele fladen er fyldt ud med raffinerede linjeforløb - f.eks. de stejlende hestes hoveder og de store hunde i forgrunden.

Der er et væld af detaljer på tavlen, og det er meget svært at tage øjnene fra den. Soklen består af en frise med drueranker - i 1940 undersøgte man, hvad en forgyldning af soklen ville koste, men prisen har åbenbart været for høj - ihvertfald blev forgyldningen aldrig udført og soklen fremstår stadig i det fine egetræ, den er skåret i.

Axel Poulsen er i øvrigt kendt fra mindesmærkerne i Ryvangen og Marselisparken. Ansgars altertavle indbagte ham i 1918 billedhugger F. Hertzogs pris.