Bibelsaloner

Bibelsaloner

Fire aftener hen over vinteren inviterer vi, fra kl. 17-19 til Bibelsalon i Ansgargården.

Sammen skal vi udforske Bibelens vidunderlige verden af myter, fortællinger, profetier og sandheder om Guds og menneskers liv sammen.

Aftale efter aftale bliver indgået mellem Gud og mennesker, ofte for at blive brudt lige så hurtigt igen. Men Gud er tålmodig – for det meste. Bibelen er et overflødighedshorn af eventyr, historieskrivning, poesi og skønlitteratur på højeste niveau i GT og af vidnesbyrd om troen på det utrolige, at Gud lod sig føde som et menneske her midt iblandt os i NT.

Vi har valgt at kalde aftenerne for saloner for at markere, at der ikke er tale om egentlig undervisning, men derimod samtaler med fælles udgangspunkt i den tekst, der er valgt til dagen. Det er tanken, at alle skal kunne komme til orde med opdagelser, betragtninger, fortolkninger og spørgsmål.

Undervejs vil ånden blive forstærket med vin og ost, så vi forhåbentlig går glade og berigede hjem – måske med nogle svar eller måske med endnu flere spørgsmål, end da man kom. 

Inden vi går i gang, vil det imidlertid være en god ide at få (eller få genopfrisket) overblikket over hele Bibelen, så vi har en fælles viden om det, vi skal tale om. Derfor vil der forud for aftenerne, blive lagt en PIXIudgave af Bibelen på kirkekontoret, som man kan hente samtidig med, at man melder sig til. 

Hvis man ikke har en bibel selv, kan man naturligvis låne en i kirken. Bibelsalonerne vil blive aflyst, hvis der er færre end 10 tilmeldte. Tilmelding kan ske efter sommerferien.

På hjemmesiden og på vores facebookside kan man holde sig orienteret omkring opstarten i efteråret 2020.