Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Koncert med Sindvald Experiment

NOV
10

Koncert med Sindvald Experiment


Onsdag d. 10. november 2021, Kl. 17:00 til kl. 18:00
Ansgars Kirke, Søndre Boulevard 1, 5000 Odense C
Sindvald Experiment
Koncert med Sindvald Experiment

Kirkens 2. organist Carsten Sindvald byder atter profiler fra den rytmiske scene til koncert i Ansgars Kirke. De internationalt anerkendte guitarister John Sund og Jon Hemmersam samt den cubanske perkussionist Yohanier Ramón mødes således for første gang i eksperimenterende leg med musikkens farverige improvisatoriske udtryksmuligheder. Her frisættes musikken ikke så meget af den konkrete komposition som af øjeblikkets koordinerede samspil musikerne imellem.

Ved siden af arbejdet som organist er Carsten en velbefaren saxofonist og komponist indenfor en række genrer og stilarter. Han har bl.a. virket som solist i diverse saxofonkoncerter, været fast tilknyttet assistent i symfoniorkestre og har løbende opgaver som studiemusiker og arrangør for bl.a. symfoniorkestre. Han har flere udgivelser bag sig i eget navn, senest dobbelt-cd´en: The Paganini Sessions, mens to nye udgivelser, vokal-albummet ”Laura Bell” med sangerinden Suzanne Bushnell og et motown-inspireret album med saxofonen i centrum, er stærkt undervejs.

Jon Hemmersam har indspillet med nogle af de største internationale navne indenfor den moderne jazz og den kontemporære klassiske musik, herunder hele 10 albums med hhv. den skotske perkussionist Dame Evelyn Glennie samt de amerikanske jazz-legender saxofonisten David Liebman og trommeslageren Bob Moses. I de seneste år har Jon i særlig grad haft fokus på projekter med fremtrædende musikere fra både Østeuropa og Iran og har således indspillet med violisten Szilard Mezei, Daf-virtuosen Asal Malekzadeh og prog-rock-sangerinden Pina Kollars samt haft projekter med stjerne-sopranen Aphrodite Patoulidou, den iranske pianist Setareh Nafisi, og den klassiske iranske guitar-duo, Duo Zaher.

John Sund modtog som en af de første rytmiske musikere Jakob Gades Legat (som normalt forbeholdes klassiske musikere) og blev af jazzanmelderen, Boris Rabinowitsch, betegnet som et fund af “Ørsted Pedersen’ske dimensioner.” Han har spillet og indspillet med utallige kunstnere i ind- og udland, herunder de hjemlige DR Big Band, Thomas Clausen, Creme Fraiche, Debbie Cameron, Bo Stief, Palle Mikkelborg oma. Johns omfattende turnéer verden over har bl.a. bragt ham til Kina adskillige gange med optræden på festivaler og klubber samt ført til samarbejde med en række verdensmusikere såsom de sydindiske musikere Ganesh & Kumaresh, Shashank Subramanyam, den nordindiske sarangi-spiller Kamal Sabri, den palæstinensiske oud-spiller Bilal Irshed og den somaliske sangerinde Mariam Mursal.

Yohanier Ramón Iznaga Flores er uddannet percussionist fra Skolen for Kunst (Manuel Muñoz Cedeño) i Bayamo i 1998, og fra ENA, konservatoriet i Havana i 2002, med hovedfag i opvisning, skuespil og instruktion. I Cuba har han arbejdet med en lang række teatre, ligesom han har medvirket ved adskillige konkurrencer og koncerter. Fra 2005 har han boet i Danmark, hvor han hurtigt har etableret sig som en af de hyppigst anvendte perkussionister i latin-musik-miljøet, hvor han spiller med grupper som Chicos del Barrio, Gilito y su Clave (Sverige) og Grupo Dansón.

Med denne kvartet er der med andre ord lagt op til en koncert med fest og farver.

Gratis adgang og koncertcafé