Koncert med Ensemble Zimmermann

OKT
09

Koncert med Ensemble Zimmermann


Onsdag d. 9. oktober 2019, Kl. 19:30 til kl. 20:30
Søndre Boulevard 1, 5000 Odense, Danmark
Ensemble Zimmermann

Denne aften venter en skøn oplevelse i barokmusikkens tegn, når Ensemble Zimmermann præsenterer koncerten Le Grand Tour.
I det 17. og 18. århundrede var det en fast tradition, at samfundets øverste lag sendte deres sønner og døtre på en såkaldt Grand Tour gennem det europæiske kontinent, hvor de studerede klassisk kunst og kultur, lærte sprog og fik malet portrætter hos berømte malere. Der blev helt sikkert også danset og lyttet til musik sammen med andre unge, der nød friheden og mødet med jævnaldrende af det modsatte køn.

I dette program tager Ensemble Zimmermann på en dannelsesrejse til barokkens musikalske "hotspots” som Paris, Dresden og Rom med prangende blokfløjtesonater, en af Bachs berømte suiter og soloværker for gambe og cembalo.

Ensemble Zimmermann blev grundlagt i 2001 og har siden markeret sig som et af landets førende ensembler inden for opførelsen af den tidlige musik fremført på barokinstrumenter. Ved aftenens koncert medvirker Majbritt Young Christensen på blokfløjte og traversfløjte, Mogens Rasmussen på gambe og Lars Colding Wolf på cembalo.

Gratis adgang og koncertcafé