Udendørs sommerkoncert på kirkens amfiscene med Carsten Sindvald, John Sund og Ayi Solomon

AUG
21

Udendørs sommerkoncert på kirkens amfiscene med Carsten Sindvald, John Sund og Ayi Solomon


Onsdag d. 21. august 2019, Kl. 19:30 til kl. 20:30
Søndre Boulevard 1, 5000 Odense, Danmark
Carsten Sindvald, John Sund og Ayi Solomon

Vi fortsætter den gode tradition med at præsentere en sommerkoncert på kirkens udendørs amfiscene:

Med udgangspunkt i egne kompositioner har kirkens 2. organist, Carsten Sindvald, inviteret to af landets førende og mest efterspurgte musikere fra den rytmiske scene, guitaristen John Sund og percussionisten Ayi Solomon, til et nyt og spændende triosamspil. Ved siden af sin ansættelse i kirken er Carsten en velbefaren saxofonist og pianist inden for en række genrer – klassisk, jazz, world, tango, art-rock, fusion – der alle på forskellig vis danner grundlag for hans musik. John Sund og Ayi Solomon har i forvejen et forrygende duosamarbejde, og begge har høstet utallige anmelderroser for deres spil og albums. John Sund er således blevet sammenlignet med Niels-Henning Ørsted Pedersen for sit ekstraordinære talent og har arbejdet med kunstnere som Danmarks Radios Big Band, Thomas Clausen og Palle Mikkelborg. Ayi Solomon, der oprindelig er fra Ghana, har siden begyndelsen af 1980´erne virket som ”sideman” i utallige danske bands – herunder som en fast bestanddel af det meget roste Pierre Dørges New Jungle Orchestra. Solomons univers og hans håndtering af egne instrumenter udstråler en sjælden kraft og karisma. Der er med andre ord lagt op til en ægte sommerkoncert med fest og farver.

Medbring gerne et tæppe e.l. at sidde på. I tilfælde af regn flyttes koncerten ind i kirken.

Gratis adgang