SEP
25

Overflødighedshornet af flotte koncerter under Odense Internationale Orgelfestival fortsætter denne aften, når kirken gæstes af den fremragende hollandske organist, Matthias Havinga.
Matthias Havinga er koncertorganist og pianist, professor i orgel ved Conservatorium van Amsterdam, liturgisk organist ved Oude Kerk Amsterdam og titulærorganist ved Koepelkerk i Amsterdam. Han er uddannet ved konservatorierne i Amsterdam og Haag, og han har modtaget adskillige priser i internationale orgelkonkurrencer. Han nyder en stor, international karriere, som har budt på optrædener ved prestigefulde festivaler i Europa, USA, Rusland og Sydamerika. Han har spillet med nogle af Europas førende orkestre, såsom Tonhalleorchester Zürich og Netherlands Bach Society, og han har udgivet adskillige anmelderroste CD’er.
Matthias Havingas repertoire er stort, og ved koncerten i Ansgars Kirke kan publikum se frem til at høre en af Europas mest efterspurgte organister spille musik af Dietrich Buxtehude, Jan Pieterszoon Sweelinck, Pierre Attaingnant, Jehan Alain, Maurice Duruflé, Carl Nielsen og Johann Sebastian Bach.
Der er gratis adgang og koncertcafé, hvor vinen i anledning af orgelfestivalen er sponsoreret af EasyWine
Dørene åbnes kl. 18.45