Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

KIRKEN ER ÅBEN - nye retningslinjer

KIRKEN ER ÅBEN - nye retningslinjer


# Nyheder
Udgivet af Mikkel Holmegaard Larsen, fredag d. 8. januar 2021, kl. 13:33

Kære Menighed!

Så blev det den 8. januar og for 3. eller 4. gang siden d. 21. december, har vi nu igen fået nye retningslinjer for, hvordan vi kan være kirke i krisetider.

Midt i alt dette skal vi dog glæde os over, at vi, efter forårets nedlukning og juledagenes aflysninger, overhovedet har mulighed for at holde kirken åben og fejre gudstjeneste med hinanden på trods af, at en stor del af samfundet omkring os er lukket ned.

Det er glædeligt, at vi lever i et land, hvor man, i hvert fald her i anden omgang, har anerkendt, at kirken er en del af vores kriseberedskab, og ikke en del af kulturudbuddet i almindelighed.

Men selvfølgelig er der restriktioner og der er brugt mange kræfter på, at sikre, at I trygt kan komme til gudstjeneste i Ansgars Kirke.

Vi kender jo allerede flere af restriktionerne, og er på den måde allerede rutinerede Coronapiloter, og de nye tiltag, er i virkeligheden bare en opstramning af de allerede eksisterende.

På et enkelt punkt bliver vi dog mere udfordrede, end vi kunne ønske os, for det anbefales nu på det kraftigste, helt at undlade fællessang og jeg er sikker på, at det, for de fleste af os, næsten synes umuligt at holde gudstjeneste uden.

Det er ikke desto mindre den nye virkelighed indtil vi får nye instrukser, så det må vi prøve om vi kan komme os over. Der vil stadig være musik i gudstjenesten, og der vil også blive valgt og trykt tekster til et par salmer, men vi må altså ikke synge med.

Derudover må gudstjenesten fremover kun vare i en halv time, så der vil også være nogle ændringer i liturgien. Vi har prøvet, trods alt, at lave en gudstjeneste der føles hel, om end minimaliseret ind til kernen – DERFOR vil der også fortsat være altergang.

Arealkravet er skærpet til én kirkegænger pr. 7,5 m2, hvilket betyder, at vi nu må være maksimalt 48 personer til gudstjenesten, hvor vi før måtte være 75, og afstandskravet er steget fra 1 meter til 2 meter.

Mundbind er stadig et krav, når man ankommer og forlader kirken, men må tages af, når man sidder på sin plads.

Forsamlingsloftet på 5 personer gælder, og det er også nyt, nu også for folkekirken på alle andre tidspunkter end i forbindelse med gudstjenester og kirkelige handlinger.

Jeg glæder mig til at se jer i kirken søndag formiddag og til morgenandagt den første og tredje fredag i måneden, sådan som det har været et stykke tid. Derudover vil der være en præst i kirken hver tirsdag mellem klokken 14:00 og klokken 16:00, så man kan komme forbi og få en snak, hvis der skulle være behov for det.

Menighedsrådets forretningsudvalg holder møde på tirsdag d. 12. januar for blandt andet at beslutte, hvordan kirkens øvrige åbningstid skal være.

I er naturligvis også altid velkomne til at ringe eller skrive til mig, hvis I har brug for at snakke lidt eller måske gå en tur… eller noget helt tredje.

Kærlige hilsner og på gensyn - Mikkel