4. s e.påske.

4. s e.påske.


# Nyheder
Udgivet lørdag d. 9. maj 2020, kl. 19:53

Hvornår blev du væltet omkuld?

Så kan vi snart åbne kirken igen! Eller hvad? I de kommende dage får vi forhåbentlig afklaret nogle af de mange spørgsmål om, hvordan kirkelivet kommer til at gå for sig i sommeren 2020.

Lidt endnu må vi leve i denne undtagelsestilstand, hvor meget ikke er, som det plejer. I dag, 4. søndag efter påske, er der heller ingen rigtig prædiken eller refleksion, eller hvad vi nu vil kalde de små tekster, som Mikkel og jeg har fået lagt ud her undervejs. Manglen på prædiken i dag skyldes ikke præstens dovenskab; derimod er det, fordi en af bibelteksterne til i dag er så god, at den fortjener at blive læst for sig selv.

Det er historien om den fnysende kirke-hader Saulus, der afskyr de kristne af hele sit hjerte, og om hvordan han pludselig møder den opstandne Kristus, hvis tilhængere han ellers forfølger. Saul(us) ender med selv at slutte sig til dem, han hadede så inderligt. Nu kender vi ham under navnet Paulus.

Herrens veje er uransagelige, siger man; i hvert fald er der et gennemgående træk i Det Gamle og Det Nye Testamente: Når Gud skal bruge en budbringer, så vælger han gerne dem, som ellers har strittet allermest imod. De mest genstridige bliver taget under kærlig behandling, indimellem helt bogstaveligt.

De fleste af os er ikke blevet kristne på sådan en voldsom måde, at vi kan sætte dato og klokkeslæt på, hvornår det skete – selvom nogle kan. Men under alle omstændigheder er beretningen om Paulus en anledning til at tænke over, hvordan det egentlig er gået til med os selv. Er det “bare” dåben eller opvæksten i et mere eller mindre kristent land, der har givet os kristendommen hver især? Eller er der særlige begivenheder med Vorherre, som har gjort så stærkt indtryk på os, at vi måtte lægge livet om, ligesom det skete for Saulus/Paulus?

Her får I beretningen i den ordlyd, som den har fået i den nye oversættelse “Bibelen 2020”:

 

“I sit raseri var Saul en konstant trussel for Jesus’ tilhængere, som han var ude på at slå ihjel. En dag gik han til ypperstepræsten og bad ham om at udstede en arrestordre, han kunne tage med til synagogerne i Damaskus. Med den i hånden kunne han arrestere alle de mænd og kvinder, der havde sluttet sig til den nye tro, som de kaldte Vejen, og føre dem til Jerusalem som fanger.

Han var næsten nået til Damaskus, da han pludselig blev omgivet af et stærkt lys fra himlen. Så faldt han til jorden og hørte en stemme, der talte til ham: »Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?« »Hvem er du, Herre?« spurgte han, og stemmen svarede: »Jeg er Jesus, som du forfølger. Rejs dig op og gå ind i byen, så får du at vide, hvad du skal gøre.« De mænd, der rejste sammen med Saul, hørte stemmen, men kunne ikke se nogen og vidste ikke, hvad de skulle tro.

Saul kom op at stå igen, og da han åbnede øjnene, kunne han ikke se noget. De andre måtte føre ham det sidste stykke vej ind i Damaskus. I tre dage var han fuldstændig blind, og han hverken spiste eller drak.

En af de kristne i Damaskus hed Ananias, og ham talte Kristus til i et syn. »Ananias,« sagde han. »Ja, Herre,« svarede Ananias. »Stå op og gå hen til Judas, der bor i Den Lige Gade. Der skal du spørge efter Saul fra Tarsus. Han er ved at bede, og i et syn har han set en mand, der hedder Ananias, som kommer og lægger hænderne på ham, så han kan se igen.« »Ham er der mange, der snakker om,« svarede Ananias. »Han har gjort grusomme ting mod de kristne i Jerusalem, og nu er han kommet her med en fuldmagt fra ypperstepræsten til at arrestere alle dem, der tilbeder dig, Herre.« »Gør nu, som jeg siger,« sagde Kristus. »Jeg har valgt Saul til at være den, der skal fortælle om mig, både til dem, der ikke er jøder, og til jøderne og deres konger. Jeg vil vise ham, hvor meget han skal udsættes for på grund af mig.«

Ananias tog hen til Judas og lagde hænderne på Saul og sagde: »Saul, nu er vi fælles om troen på Jesus Kristus, og det er ham, der har sendt mig. Han viste sig for dig på vejen hertil, og nu vil han give dig synet tilbage og fylde dig med Helligånden.« I det samme faldt der noget fra Sauls øjne, der lignede fiskeskæl, og han kunne se igen. Bagefter lod han sig døbe og begyndte at spise, så han kunne komme til kræfter.”

(Apostlenes Gerninger 9,1–19)

 

Et salmevers til dagen – fra salmen “Hvad er det at møde den opstandne mester” (249, v. 6):

Det er som forfølgeren Saulus at rammes af lynild og ord og standses på vejen og blændes og lammes og kastes til jord og tvunget af sandheden sige og skrive: Den Jesus, vi dræbte, har jeg set i live!

 

God søndag – og forhåbentlig på snarligt gensyn!

Thomas

(Billedet er af Luca di Tommè (ca. 1330–1389) og forestiller Saulus/Paulus på vejen til Damaskus.)