Mens vi venter....

Mens vi venter....


# Nyheder
Udgivet af Mikkel Holmegaard Larsen, søndag d. 3. maj 2020, kl. 15:49

(3. søndag efter påske)

Kære alle sammen!

Det er nu snart 2 måneder siden statsministeren var på skærmen og forkyndte, at vores liv ville forandre sig. Alt skulle lukke ned og vi skulle gå hjem og blive hjemme, i det omfang det overhovedet var muligt.

Siden har vi ventet. Ventet på at vende tilbage til vores normale liv. Ventet på katastrofen, der på mange måder udeblev. Operationen lykkedes og patienten lever stadig. Mange liv er blevet reddet, fordi vi har været gode til at følge myndighederes anvisninger. Sundhedsvæsenet brød ikke sammen, sådan som vi har set det ske andre steder i verden.

Ikke at der ikke er sket noget.

Krisen er virkelig nok for de tusindvis af mennesker, der har mistet deres arbejde med udsigt til en økonomisk nedgangsperiode, der kan vare ganske længe, hvis man skal tro på dem, der har forstand på den slags. Virkelig nok for små og store virksomheder, der må lukke og slukke.

Krisen er virkelig nok for dem der har mistet et elsket familiemedlem, og måske ikke engang har haft mulighed for at tage ordentlig afsked.

Krisen er virkelig nok for alle dem, der har levet isoleret fra omverdenen nu i månedsvis, enten for ikke at smitte andre, eller for ikke selv at blive smittet. Frygten for at blive syg når man tilhører en af de særligt udsatte grupper er virkelig nok.

Og oven i alt dette, er der alle de små og store ting, vi havde glædet os til, men som må aflyses eller udsættes på ubestemt tid. Store og små begivenheder i familien. Dåb, bryllupper, konfirmationer, fødselsdage. Vi skulle selv have holdt konfirmationsfest i dag – kirken skulle have været fyldt med festglade mennesker og håbefulde teenagere.

Jo, krisen er virkelig nok, selvom sundhedskatastrofen blev foreløbigt afværget med rettidig indgriben og disciplinerede mennesker overalt, der tog situationen lige så alvorligt, som det var nødvendigt.

Men nu venter vi – for mange er ventetiden blevet for lang. På en eftermiddagstur gennem gågaden, er der snart lige så mange mennesker, som for to måneder siden. Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Mange har opgivet karantænen og glemmer de grundlæggende forholdsregler. Afstand, hygiejne … mange er ivrige efter at vende tilbage til det normale og det er nemt at forstå.

Børnene vil gerne i skole, virksomhederne vil gerne åbne – alle vil vi gerne sidde i solen på caféen og nyde foråret og glæde os til sommerferien. Vi der plejer at gå i kirke, vil gerne derind igen – Det er næsten ikke til at bære endnu en søndag formiddag i nattøj.

Det er heller ikke nemt at styre igennem de mange informationer, hvoraf mange kan misforstås og fortolkes, hvis de da ikke ligefrem modsiger hinanden. Der er desværre gået politik i den, som man siger. Lige pludselig handler det om holdninger. Det gør det svært for os almindeligt dødelig at holde kursen. Sammenholdet skrider – selv for dem vi stolede på, blev ventetiden for lang.

Ja, det er svært ikke at lade krisen fylde det meste – for det gør den jo. Alle venter vi spændt på hvad statsministeren vil sige om 2. fase af genåbningen, som det er kommet til at hedde. Det må være svært - alle vil have en bid af kagen.

Politikerne fra de forskellige partier er ivrige efter, at få sat deres fingeraftryk – måske er de i virkeligheden bare bange for at blive glemt. Forfængelighed. Det er ikke kønt i en tid, hvor myndighederne burde tale med én tunge. Én umisforståelig retning, befriet fra holdninger og synesninger (bedste nye ord i lang tid, i øvrigt), så ingen var i tvivl om noget. Sammenhold har bragt os nådigt gennem den første del af krisen – lad os nu ikke tabe bolden.

MEN VI GLÆDER OS – Glæder os til, blandt alle de andre ting, at komme i kirke igen. Glæder os til at høre orgelets lyd i kirkerummet. Synge alle de dejlige salmer om håb og mod sammen. Modtage syndernes forladelse gennem nadveren. Jeg ved ikke om I glæder jer til at høre mig prædike, men jeg glæder mig i hvert fald til igen at få muligheden. Gudstjeneste er noget vi skaber sammen – fællesskaber.

Måske får vi snart lov til at sætte kirkedøren på klem, så vi i det mindste kan komme ind, men det kommer nok til at vare et stykke tid, inden alt igen er som det plejer.

Dagens evangelium, ja, på en måde er det alle andre dages evangelium også, er de to små ord, der selvom de fylder så uendeligt lidt, bærer alle de mange andre ord i sig: FRYGT IKKE – I skal ikke være bange. Stol på Gud og stol på mig.

Der er ellers nok at frygte for: Frygten for fremtiden, frygten for nutiden, frygten for at gå glip af noget, frygten for at miste en man elsker eller frygten for at miste sig selv. Og frygten er reel – Den kan ikke tages fra os med to små ord, som om den var ingenting.

Men NETOP derfor bliver de to små ord til evangelium – midt i al ulykken siger Jesus: Det skal nok gå alt sammen. Efter denne dag, efter denne uge, efter dette år kommer der en ny dag, en ny uge og et nyt år. Den kristne tro er troen på, at alting ender godt og at der er håb forude.

Derfor vil jeg nu gå ud i den store kirke og høre fuglene synge salmer sammen med træerne og de grønne blade og de farvestrålende blomster. Ud, hvor jeg kan se genåbningen af naturen med egne øjne og finde trøst og mod til at tro på, at alt det andet også ender godt. Måske ses vi.

Fred være med jer og glædelig søndag
Mikkel Holmegaard Larsen