FASTEN TRÆKKER UD – FRISTELSERNE LURER (1. og 2. søndag efter påske)

FASTEN TRÆKKER UD – FRISTELSERNE LURER (1. og 2. søndag efter påske)


# Nyheder
Udgivet lørdag d. 25. april 2020, kl. 19:53

Kære Menighed!

Så kom vi på den anden side af påske – godt og vel endda. Det er nu allerede to uger siden det var påskesøndag, opstandelsens særlige mærkedag, for på en måde er hver søndag jo en fejring af denne helt særlige morgen. Den første dag i ugen, hvor alting bliver nyt. Hvor syndernes forladelse tillader os at lægge fortiden bag os – lade fortidens synder være vand under broen, og starte på en frisk.

Men at alting bliver nyt, kan være svært at holde fast i, i en tid hvor dagene efterhånden begynder at ligne hinanden mere og mere. End ikke søndagens faste rutiner og ritualer har vi til at bryde dagene op.

Dagene glider ind og ud af hinanden – det føles som ventetid. En tid hvor vi venter på, at noget skal ske. Venter på miraklet – på forløsningen.  

Vi kristne er vandt til at vente. Det er en del af trosbekendelsen, at vi venter – ja, forventer at Jesus kommer tilbage, men vi har efterhånden ventet så længe, at det hele nærmest er blevet lidt symbolsk.

I starten var det en helt konkret forventning. Den unge Paulus regnede med, at det var noget der ville ske i hans egen levetid, men efterhånden som tiden gik, gik tankerne fra at være en egentlig forventning om noget, der faktisk ville ske, mere i retning af overvejelser over hvad det mon betyder, når Jesus siger, at han vil komme igen og dømme både levende og døde.  

Sådan går det forhåbentlig ikke med den aktuelle ventetid. Nok er der meget, der tyder på, at ventetiden kan blive lang, men der er, skal man tro tidens mest berømte evangelister, Brostrøm og Mølbak, en begrundet forventning om, at vi kan lægge i hvert fald en del af Coronakrisen bag os inden for en overskuelig fremtid.  

Andre dele, de økonomiske eftervirkninger for eksempel, kommer vi nok til at leve med på den længere bane, som man siger. På en eller anden måde er det måske heller ikke så slemt. Fattigdom og minusvækst, kan man ligesom bedre forholde sig til. Det handler langt hen ad vejen om politiske valg, hvordan man kommer igennem en økonomisk krise – det er et politisk valg, og dermed en demokratisk beslutning, hvordan vi sørger for dem, der kommer til at lide mest i økonomiske krisetider.

Sandt at sige, trængte verden måske også til et wake up call i forhold til vores måde at leve på – Klimaforandringer, flygtninge, overdreven materialisme, grådighed og svindel var emner der var på dagsordenen for bare et par måneder siden –

Ikke at jeg i øvrigt tror der er den mindste sammenhæng – Virus er en utilregnelig tilfældighed.

Men vi venter – Dagene glider ud i hinanden. Ikke for alle, det er jeg klar over. Mange er derude og sørger for, at holde hjulene i gang, så vidt det er muligt. Lægerne og sygeplejerskerne, sosu’erne og alle de andre går på arbejde og passer på alle dem der ikke kan passe sig selv.

Personligt er jeg næsten ved at vænne mig til lediggangen. Jeg er kommet i gang med at læse bøger – i de første uger kunne jeg ikke koncentrere mig om andet end at se ud i luften – ofte med fjernsynet tændt. I de første uger var der også mange umiddelbare gøremål. Aftaler der skulle aflyses, spørgsmål der skulle besvares – nu er der ligesom faldet ro over det hele. Krisen er blevet hverdag – næsten. Går lange ture hver dag og har sågar købt træningsudstyr, så jeg kan kompensere for det lukkede fitnesscenter – en sund sjæl i et sundt legeme. Har ikke taget på, selvom jeg bruger uforholdsmæssig lang tid på at udtænke og forberede aftensmanden – dagens højdepunkt – dagene har ligesom fået deres egen liturgi med nadveren i centrum. Kan nogen gange næsten glemme frustrationen over alt det, der ikke er muligt i øjeblikket.

Og det er ventetid – vi venter alle sammen på, at kunne vende tilbage til vores almindelige liv, for den måde vi lever på lige nu er ikke det almindelige liv. Der kommer en anden tid, men vi må væbne os med tålmodighed, og tålmodigheden sættes hele tiden på prøve. Det kniber i disse dage med den sociale distancering, der er så vigtig, for at flest muligt skal komme gennem krisen uden store omkostninger som alvorlig sygdom og tab af liv. Hvis ikke vi passer på, kan det sidste stadigvæk meget nemt gå hen og blive værre end det første.

Elsker du mig, så vogt mine får, sagde Jesus til Peter sidste søndag (Joh 21,15-19). I øjeblikket er det en kærlighedsgerning at holde afstand for at passe på hinanden. Det er et paradoks. Elsk din næste ved at holde dig fra ham eller hende. Vores gerninger vidner om kærligheden, siger Jesus i dag - let omskrevet (Joh 10,22-30) – To søndages prædiken på ganske få linjer, men nogen gange kan det jo siges ganske kort.

Lige nu ser vi frem mod den 10. maj. Coronakrisens foreløbige … ja, bliver det påske morgen eller dommens dag. Vi må vente at se.

Jeg tror og håber naturligvis på en i hvert fald delvis genopstandelse af kirkelivet. Jeg savner det helt vildt, ligesom jeg er sikker på at mange af jer gør. Kunne vi i det mindste få lov til at gå ind i kirkerummet, ville jeg juble af glæde.

Afsavnet får os til at blive taknemmelige overfor meget af det vi har glemt at være taknemmelige over. Lad os huske det, når hverdagen vender tilbage. Hvor vigtige helt almindelige, umiddelbart ubetydelige dagligdags ting kan synes, når vi pludselig er afskåret fra dem.

PAS GODT PÅ HINANDEN. VI SES!

MIKKEL