Skærtorsdag

Skærtorsdag


# Nyheder
Udgivet torsdag d. 9. april 2020, kl. 09:25

SAMMEN, HVER FOR SIG

SKÆRTORSDAG

Kære Menighed!

I aften skulle vi efter planen mødes til aftenkirke i anledning af skærtorsdag, og bagefter skulle vi have spist sammen i sognegården – lammesteg, ærter, sovs og kartofler, og måske en lille dessert – Kath’s Kirke, for kirke er det jo hver gang, vi forsamles i Jesu Kristi navn, og derfor også omkring bordet i sognegården. Vi ville nok også have fejret den mere formelle nadver i forbindelse med gudstjenesten i kirken, men begge dele må vi altså give afkald på, for til gengæld, forhåbentlig, at slippe for at blive smittet med Corona.

Og det går jo nok. Mon ikke vi overlever en påske uden kirke – en erfaring vi kan dele med ca. 90 % af befolkningen, der ikke ville have været kommet alligevel – coronakrise eller ej.

Jeg ved godt, at jeg er heldig. Jeg har min nærmeste familie omkring mig og kan fejre påske sammen med dem, hvor mange af jer er alene, og savner dem i plejer at være sammen med i helligdagene. Andre igen har det sikkert endnu værre, og sådan kunne man blive ved.

Fælles for os alle er dog, at vi ikke sammen kan udtrykke den udadvendte glæde ved håbet om og troen på, at alting bliver nyt – troen på, at morgendagen rummer opstandelsens og glædens og håbets mulighed, uanset hvordan dagen i dag er gået. Vi kan ikke udtrykke alt dette med salmesang og lovsang og bøn i fællesskab, sådan som vi plejer at gøre det om søndagen og i særdeleshed her i påsketiden.

Men det går nok – vi overlever, som man siger – gør vi ikke, er det i hvert fald ikke fordi vi ikke har været i kirke. Ja, det lyder måske dumt, men det omvendte kunne nemt gå hen og blive mere sandsynligt.

Krisens slagord er: Fælles, hver for sig. Det er naturligvis ment opmuntrende og motiverende. Vi har en fælles sag, som vi bekæmper, ved at holde os fra hinanden. Det er i sandhed sammenhold på en helt ny måde, selvom vi jo faktisk har en vis erfaring med fysisk fravær og dog helt og aldeles levende nærvær.

Siden Kristi Himmelfarts Dag for et par tusind år siden, har vi været fysisk afskåret fra samværet med Gud. Han gjorde sig nærværende, ved i en kort tid at være sammen med os, for at vi kunne lære ham at kende. Derefter forsvandt han, men lod alligevel så meget af sig selv blive tilbage, at hans nærvær blev til trøst og glæde for utallige mennesker i tiden der kom efter – det er stadig den tid - tiden der kom efter, og hans nærvær er stadig lysende og varmt og kærligt, som det var, da han selv var her – ja, han er her faktisk, selvom … fællesskab, hver for sig.

Så, fællesskab, hver for sig er altså mere end bare et slagord. Det er også erfaret virkelighed. Ved nadverbordet deler vi fælleskabet med Jesus, der tilsiger os vores synders forladelse – tilsiger os muligheden for, at alt bliver nyt. Giver os håb om, at vi vil komme videre, selvom det kan se sort ud.

Dog, jeg tror af dine vunder, væld udsprang til stort vidunder. Floden som kan klipper vælte, floden som kan isbjerg smelte. Led dén ind i mine årer.

Floden som hele tiden tilføres nyt fra kilden til alt, hvad der er til. Vores liv drypper ikke bare bort, men føres videre i flodens strøm. Aldrig er vi ensomme dråber. Altid hører vi sammen i floden. Hører sammen med andre mennesker. Ja, sammen med dyr, planter, landskaber og stemninger.

Evangeliet handler om mad og drikke. Kød og blod – brød og vin – mad og drikke til liv og nadveren er selve det, der giver os del i inkarnationen. Gør os til ét med skabelsen. Brødet og vinen – jorden og frugten. Helt derind hvor livet spirer og bliver til mere liv.

Tag det og spis det, drik alle deraf – gør dette til min ihukommelse.

Det handler om at indtage – om at tage ind – helt derind hvor hjertet banker og blodet bruser. Kærlighed og barmhjertighed der vokser mens den deles ud – velsignelsen der drypper som manna fra himlen. Det umulige der lykkes, det fortabte der tages tilbage, det glemte der huskes – evigheden der gør alt det begrænsede ubegrænset…

Du som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet!

Ved nadverbordet mødes vi alle. Syndere og frelste, om de findes. Glade og sorgfulde. Venner og fjender. Her møder vi hinanden som hinandens næste, fordi vi her er lige – lige over for Gud, lige over for ihukommelsen af vores vilkår.

Ved nadverbordet er der våbenhvile – Ingen politiske magtkampe, ingen nationer, ingen fattige, ingen rige. Her nulstilles alt. Hanegal og morgensang, synes mig af den udsprang.

Den magt der ligger i det fællesskab skal vi finde frem. Den tro på, at fremtiden er lys og glad, skal vi finde frem. Når vi føler os allermest alene skal vi prøve at huske, at det er vi ikke. Sammen, hver for sig.

Kære alle sammen!

Jeg glæder mig til vi ses igen – heldigvis møder jeg nogle af jer, når jeg går mine daglige ture rundt i sognet, men I er naturligvis også velkomne til at ringe, hvis I har lyst til at snakke lidt om det hele, eller vi kan mødes og gå en tur sammen.

Lige nu ser det ud til, at kirken vil være lukket en rum tid endnu, så måske skal vi finde nye måder at mødes på.

Kærlige hilsner og mange tanker – VI SES!

Mikkel