Palmesøndag

Palmesøndag


# Nyheder
Udgivet lørdag d. 4. april 2020, kl. 21:03

LIVET ER EN MORGENGAVE

PALMESØNDAG 2020

Vi nærmer os påsken og for første gang i mands og kvindes minde går vi den i møde uden at kunne se frem til at skulle fejre den sammen. Ikke alene uden at skulle fejre den sammen i kirken som vi plejer, men for manges vedkommende også uden mulighed for at fejre den sammen med familie og venner – det er næsten ikke til at bære.

Lige nu er også tiden hvor vi plejer at glæde os over foråret, glæde os til sommerens varme, men det er som om opstandelsen er sat på vent. Som om selv naturen, skønt den nynner både gule og grønne toner, tøver med at bryde ud i fuldbyrdet skønsang – det kan selvfølgelig også skyldes nattefrosten.

Alt dette til trods skal det nu nok blive påske alligevel, for selvfølgelig kan intet stoppe hverken skaberværkets livsbekræftende billedsprog eller troens forkyndelse af, at livet bliver nyt, selv når det umiddelbart synes, at alt håb er ude.

Det bliver påske. Påskemorgen, opstandelsens morgen kommer, på trods af lukkede kirker og hvad ellers coronakrisen fører med sig af savn, bekymring og sorg. Ja, måske kommer den endda til at være endnu mere lysende og klar end ellers, fordi livet som vi kender det, pludselig er vendt på hovedet, og ingenting er som det plejer at være.

De gamle sidder alene rundt omkring i deres lejligheder eller på plejehjemmet uden besøg fra familien. Andre, både halv- og helgamle holder sig hjemme på grund af livsstilssygdomme, der gør os ekstra sårbare. De unge begynder så småt at længes efter skolen – ja, så kom også den dag. Mange mister i disse dage deres arbejde og går usikre tider i møde. Små og store forretningsdrivende ser deres livsdrømme smuldre for øjnene af dem. Alle går vi en tid i møde, hvor den økonomiske krise kommer til at kradse.

Hvis der nogensinde var brug for håb og tro, må det være nu.

For der er meget der trækker den anden vej. Store bekymringer og bange anelser for både nutiden og fremtiden. Sorg over tabet af en hverdag der allerede synes som en fjern fortid, skønt det kun er godt tre uger siden statsministeren gjorde sit indtog i stuerne rundt omkring og med ét blev landsmoder - med stor troværdighed.

Hun kan naturligvis ikke frelse os fra Corona, ligeså lidt som Jesus kunne frelse menneskeheden fra denne verdens ondskab og tyranni. Forventningerne var og er tårnhøje, og mon ikke også statsministeren bliver hængt til tørre på et eller andet tidspunkt – helt ufortjent sandsynligvis.

Her holder sammenligningen så også op, for det er slevfølgelig en helt anden historie. Indtil videre får hun topkarakter, men folkets domstol kan være hård og ubarmhjertig. Personligt håber jeg hun, når alt dette er overstået, bliver båret i guldstol gennem gaderne sammen med alle de andre synlige og usynlige helte. Det er en stor og vanskelig opgave de er kommet på.  Det kan ikke undgås, at der bliver truffet forkerte valg. Det kan ikke undgås, at der vil blive begået fejl, men det er, som sagt, en anden historie.

Og så måske alligevel ikke, for påsken handler om håb. Det bliver påske – der kommer en dag, hvor alt dette er forbi. Hvor vi igen kan færdes frit og trygt i verden og kramme og kysse på hinanden (i det omfang diverse #’s eller tillader det). Der kommer en dag, hvor hverdagen er tilbage. På godt og ondt, havde jeg nær sagt, for hverdagens tilbagelænethed har det også med, at gøre os blinde for livets velsignelse. Afholdenheden, afsavnet – ja fasten, kan nogen gange åbne vores øjne og få os til at se alting på en ny måde. Se at trygheden ikke er en selvfølge; se at velstanden ikke er en selvfølge; se at fællesskabets glæde ikke er en selvfølge; se at det faktisk ikke er nok bare at være sig selv. At vi hænger sammen og er afhængige af hinanden på alle mulige planer, som til hverdag kan være skjult i ligegyldighed og sløvhed.

Måske er det det Jesus prøver at sige til os i fortællingen til palmesøndag efter 2. tekstrække (Mark 14,3-9. Salmebogen s. 1101). Det er fortællingen om kvinden der, to dage før påske, kommer hen til Jesus, som er på besøg hos den spedalske Simon i Betania, og salver ham med meget dyr og meget kostbar nardusolie til stor forargelse for nogen af de andre, der er til stede.

De overfuser hende og siger, at olien hellere skulle have været solgt og pengene brugt til at hjælpe de fattige, hvilket jo i sig selv er en både ædel og rigtig tanke, men Jesus er mere optaget af en anden tanke. I skal lade hende være, siger han, for hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I altid hos jer, men mig har I ikke altid.

Om det er den korrekte teologiske pointe, ved jeg ikke, men det får i hvert fald mig til at tænke over, hvordan jeg måske kan være mere nærværende overfor alle de velsignelser der er i mit liv. Hvad er det egentlig jeg fokuserer på? Ja, der er i hvert fald mange ting, jeg bliver opmærksom på, fordi de pludselig er fraværende.

Helt banalt og så alligevel ikke; at kramme min gamle mor og kysse på min kone og mine børn. Besøge eller få besøg af mine søskende og venner, planlægge sommerferie, holde fest for min søn, Sofus, der skulle have været konfirmeret her om en måned. Nogenlunde vished om, hvad den nærmeste fremtid bringer, selvom det naturligvis altid er et bedrag. Helbred til at arbejde og være til gavn for mine omgivelser (eller evnen til at bilde mig det ind, om ikke andet). Kolleger, små og store møder og samtaler rundt omkring og på gader og stræder. Helt små ting, som at købe ind og have adgang til hvad end jeg måtte ønske mig, eller i hvert fald næsten.

Hverdagen er fuld af distraktioner, der kan få mig til næsten at glemme alt det gode og vidunderlige liv, der udspiller sig lige foran næsen på mig.

Jesus, der jo er livet selv, gør mig i dag opmærksom på, at jeg skal være gavmild og modtagelig og taknemmelig over for livets små og store velsignelser.